For et par måneders tid siden forsøgte jeg at tale med min lillebror i telefonen. Det var en meget surrealistisk samtale. Jeg spurgte i øst, han svarede i vest. Jeg mente at kunne høre, at han egentlig ikke havde tid til at tale med mig. Jeg fik faktisk det indtryk, at han ikke ville tale med mig. Så jeg afsluttede samtalen og tænkte, at jeg ikke vil ringe ham op igen foreløbigt.
Pas dig selv?
Min umiddelbare tanke var, at han kan godt få lov til at passe sig selv. Jeg behøver ikke at udvise almindelig menneskelig interesse i hans liv, ve og vel. Så jeg ringede ikke op til ham.
Syg af stress
Til gengæld ringede hans kone mig op, en uge efter at jeg havde talt med ham. Hun fortalte mig, at han var blevet sygemeldt med stress, og at han skal starte i et stresscoaching forløb i den kommende uge. Hun bad mig inderligt om at ringe ham op. Bare for lige at lade ham vide, at jeg er der for ham. Jeg behøver ikke at komme rendende, hvis han beder mig om det. Det undrede mig lidt. Jeg lovede hende, at jeg nok skulle ringe til ham. Det gjorde jeg. Jeg fik igen en mærkelig samtale med ham. Jeg lod det være ved det. Ringede til ham endnu et par gange i den efterfølgende uge.
Gav nærmest op
Men på et tidspunkt gad jeg bare ikke mere. Så jeg holdt op med at ringe. I sidste uge ringede min bror så op til mig. Han forklarede mig, at han har haft det rigtigt svært med at komme væk fra stressen, men efter at have fået hjælp har han det nu meget bedre. Han ville gerne fortælle mig, at han er ked af det, hvis han har sagt nogle grimme ting til mig. Han ved godt, at jeg bare interesserer mig for ham. At jeg holder af ham.
